Skærpede restriktioner
Opdateret: onsdag den 6. januar 2021

 

I takt med at retningslinjer og anbefalinger affødt af COVID-19-situationen ændrer sig, tilpasser netIP sig situationen. Denne side opdateres løbende med de aktuelle hensyn og tiltag, som vi arbejder ud fra.

 

netIP tager en række særlige hensyn og forbehold, for at beskytte os selv, vores forretning og omverden – herunder vores kunder og samarbejdspartnere. Dette sker, uden at påvirke driften af vores kunders it. Ledelsen vurderer desuden dagligt behovet for yderligere tiltag eller tilpasninger. I de følgende afsnit beskrives de konkrete tiltag, som vi har igangsat ud fra hensynet til vores medarbejdere og kunder, taget ud fra et princip om forsigtighed.

 

Stabil drift og support - 24/7
Alle kunders systemer vil være i normal drift, og alle medarbejdere i netIP er tilgængelige for vores kunder. Vi leverer derfor ydelser og services på normal vis - både vedligehold af systemer, igangværende projekter, akut opståede behov og ad hoc-opgaver. Med it-mennesker fordelt over hele Danmark, er vi ved behov i stand til at servicere alle kunder med lokale netIP-medarbejdere. Desuden klarer vi en lang række opgaver på afstand via TeamViewer, Microsoft Teams etc.

 

Sådan forholder vi os
Et stærkt begrænset antal medarbejdere møder ind i afdelingerne for at varetage opgaver som kræver fysisk tilstedeværelse, mens størstedelen arbejder hjemmefra. Der er pt. ikke fri mobilitet mellem vores afdelinger, for at isolere medarbejderne i de forskellige landsdele fra hinanden. Interne møder samt kundemøder afholdes derfor primært ved hjælp af telefonmøder eller samarbejds- og kommunikationsplatformen Teams fra Microsoft. Ved behov kommer ud til vores kunder, men følger også her retningslinjerne fra myndighederne, herunder udelukkelse af al rejseaktivitet til udlandet. Vores HR-afdeling har ansvar for at sikre at overholdelsen af de tiltag som indføres. Desuden vil afdelingen for facility management sørge for, at alle kritiske flader i afdelingerne rengøres og sprittes af flere gange dagligt. 

For medarbejdere som af praktiske årsager skal møde ind i en afdeling gælder følgende:

  • Mærkes symptomer på sygdom, bliver man hjemme.
  • Mærker et medlem af husstanden symptomer på sygdom, bliver man hjemme.
  • Hvis man har mistanke om, at man kan have været udsat for smitte, bliver man hjemme.
  • Der holdes 2 meters afstand til kolleger på kontorerne. 
  • Fysiske møder begrænses mest muligt. Afholder man undtagelsesvist et fysisk møde, skal det gøres så kort som muligt, og det skal sikres, at mødelokalet er tilstrækkeligt stort til, at man til enhver tid kan holde 2 meters afstand. Bord og stole i mødelokalet sprittes af efter mødet. 
  • Ingen håndtryk, knus eller berøringer i øvrigt.
  • Hyppig håndvask eller afspritning af hænder. Altid i forbindelse med måltider og toiletbesøg. Derudover ca. hver anden time.
  • Har man kørt i en firmabil, afspritter man hænderne, så snart man sætter sig ind i bilen. Før man forlader bilen, afspritter man igen hænderne, før man omhyggeligt med spritservietter aftørrer håndtag, gearstang, rat og ”lås” til sikkerhedsselen.
  • Alle medarbejdere, som møder ind på kontorerne, skal hver dag, før de går hjem, afspritte bord, telefon, tastatur m.m.

 

Hygiejne
Vi følger anvisningerne fra Sundhedsstyrelsen om at beskytte sig selv og andre ved fem enkle råd:

  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen
  • Hvis du er ældre eller kronisk syg – hold afstand og bed andre tage hensyn

Vi opfordrer desuden alle vores ansatte til at deltage i den intensiverede testindsats og efterleve myndighedernes anbefalinger. 

 

Større opmærksomhed for at mindske spredning
Vi håber, at vores pragmatiske og ansvarlige adfærd med skærpet opmærksomhed på at beskytte hinanden, kan forhale virussens udbredelse. Du kan roligt regne med, at netIP holder din it kørende, uanset hvor den måtte være placeret og hvordan situationen udvikler sig.

 

Vil du vide mere?
Generelle opdateringer og information om COVID-19, anbefaler vi at finde på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

 

Spørg os gerne
Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til vores afblødnings-strategi, er du velkommen til at kontakte os.   



Berit Møller
HR-ansvarlig
Tlf. 8219 4494
bmo@netip.dk

Support