Mads og Caspers store aften
21. januar 2020

Casper Steinfath havde et travlt Thy Awards, hvor han overrakte prisen for Årets Talent, var supplerende vært på showet og nomineret til hovedprisen som Årets Sportsnavn.

 

En lang række kendte navne underholdt på scenen, og i sit helt eget lille indslag tog Casper Steinfath sig kærligt af prisvinderne, når de blev interviewet i ”Caspers Corner”. Men da han pludselig selv stod som vinder af prisen, Årets Sportsnavn, måtte han for en stund overlade interviewer-rollen til showets hovedværter, Brian Lykke og Morten Kristensen. Casper sluttede 2019-sæsonen som dobbelt verdensmester ved World Tourens finale i Paris, og derfor er hæderen ved Thy Awards ekstra pynt på en i forvejen perfekt sæson. Det er anden gang at Casper vinder prisen, som han også løftede ved Thy Awards 2018.

netIP har været sponsor på prisen som "Årets Talent", siden Thy Awards så dagens lys i 2015. Ved dette års udgave af prisuddelingen havde netIP's værdiambassadør, Casper Steinfath, mødt de nominerede gennem tre videoindslag. Her fik seerne på Facebook et indblik i, hvordan de tre unge sportsudøvere hver især arbejder med deres talent. Casper Steinfath kunne på scenen overrække det synlige bevis på prisen i form af en vandrepokal og en check på 5.000 kroner til en glad Mads Hoxer Hangaard. Han vandt titlen med begrundelsen, at han ydmyghed og masser af gå-på-mod har opnået at blive toneangivende ligaspiller for Mors-Thy Håndbold. Samtidig er Mads en stor profil på det danske U19-landshold, med hvilket han i august 2019 vandt bronze ved U19 VM i Makedonien, og blev kampens spiller i tre ud af de seks kampe, han spillede. Derudover er det blevet til flere flotte præstationer på Mors-Thy Håndbolds hold i Herre Håndbold Ligaen, med en overraskende sejr og syv scoringer mod storklubben Skjern Håndbold som et af flere højdepunkter.

Komitéen bag udnævnelsen af Årets Talent skulle vælge mellem nogle ekstremt talentfulde unge sportsudøvere. Sebastian Jørgensen fra Thisted Svømmeklub var indstillet til prisen, fordi han med dybt engagement, stor motivation og grundig forberedelse, har opnået blandt andet at blive Dansk Årgangsmester i 200 meter medley. Emilie Kjær Christensen fra Bedsted KFUM Volleyball var nomineret, fordi hun har udvist ekstrem vedholdenhed, dedikation, ihærdighed og været et godt forbillede i klubben. Det har ført til, at hun er udtaget til ungdomslandsholdet og udviser potentiale til at blive ligaspiller.

 

Artikler fra netIP.dk:
Se eller gense Caspers film med de tre nominerede talenter
Læs hvordan det gik til, da Casper blev dobbelt verdensmester

 

Artikel fra Nordjyske:
Casper Steinfath stjal Thy Awards-showet

 

Se fyldigt sammendrag fra TV Midt/Vest:



Support