En snak om vækst

Vækst via erfaring, indlevelse, nærhed og succesfuld rekruttering.

28. maj 2018

Thisted Borgmester Ulla Vestergaard og Kommunaldirektør Ulrik Andersen lagde mandag d. 28. maj vejen forbi netIP i Thisted. Overordnede emner på dagsordenen var vækst og rekruttering. Emner som i de sidste 4-5 år, har stået helt øverst på netIP’s egen dagsorden.

Besøget af Borgmesteren og Kommunaldirektøren var blot et af flere i deres række af virksomhedsbesøg i Thy, og vi var naturligvis glade for at byde velkommen hos os til en snak om vejen til vækst gennem succesfulde rekrutteringer mm. ”I en tid, hvor det til tider kan være svært at skaffe de fornødne kompetencer i en presset IT-branche, er vi rigtigt stolte af, at vi har haft den store succes med rekruttering”, siger netIP’s Adm. Direktør Carsten Hedemann. Og han fortsætter, ”Det er ikke et mål i sig selv at blive mange medarbejdere. Men volumen bagud i værdikæden er af afgørende betydning, for fortsat at kunne betjene og give vores kunder den optimale service, til den rette pris. Derudover har vi et ønske om at være nærmere vores kunder lokalt, og så er det naturligt for os at rekruttere netop i disse områder også”.

Èt er dog at tiltrække nye medarbejdere, noget andet er at fastholde dem. Vi gør meget ud af, at mennesker skal ledes af mennesker, og derfor har vi også en helt bevidst filosofi omkring ledelse. Mennesket er i fokus – det ligger grundlæggende i vores DNA. Modsat andre steder, så styrer vi ikke efter KPIér. Vi måler ikke vores mennesker, men taler med dem om hvordan de har det, og hvordan vi gerne vil have, at de agerer. Vi vurderer dem, men måler dem ikke. Deres adfærd, team-spirit og potentiale er mindst lige så vigtigt, som deres faglige kunnen og resultater. Vores fokus ligger på helheden. Derfor er det heller ikke den individuelle medarbejders eller den enkeltstående afdelings fremdrift og præstationer, der er i fokus, men hvordan virksomheden som helhed klarer sig.

Vi tror selv på, at vores ledelsesfilosofi gør vores arbejdsplads attraktiv, og vi ser dette som den helt store grund til den store søgning til os – både på opslåede stillinger, men i høj grad også uopfordret. Vi ved, det er unikt, og vi værner meget om dette, da det er fundamentet for vores fortsatte vækst i branchen.

At Borgmester Ulla Vestergaard og Kommunaldirektør Ulrik Andersen lægger vejen forbi netIP, ser vi som et signal om, at Thisted kommune prioriterer viden om og nærhed med virksomheder i kommunen, for at kunne sikre de rigtige rammer og vilkår for vækst og rekruttering. Vi har i forvejen et rigtigt godt samarbejde med Thisted Kommune’s Erhvervsafdeling, og vi deler derfor gerne ud af vores erfaringer til inspiration for andre. Vi har i kommunen et fælles ansvar for at mane skræmmebilledet af udkantsdanmark til jorden, og kan vi i den forbindelse bidrage med gode erfaringer, så gør vi meget gerne det.

Support