abc Aalborg rykker op

Vi støtter talenterne!

17. maj 2017

Seniorholdene hos Badmintonklubben abc Aalborg bugner af talentfulde spillere

Hele tre ud af de fem seniorhold er rykket op efter en sejrsrig sæson, så de i næste sæson spiller i henholdsvis 2. division, 3. division samt kredsserien. De to øvrige seniorhold har sikret sig endnu en velfortjent sæson i Danmarksserien samt i serie 1, som de to hold avancerede til i forrige sæson.

Som sponsor, er sådanne flotte resultater og den ekstraordinære indsats for talentudvikling, noget vi ser en grund til at belønne.

”Det er med stolthed, at netIP kan give seriøse talenter et velfortjent skulderklap. Det er vigtigt for os at støtte lokale foreninger, hvor mange af vores egne medarbejdere også udvikler sig sportsligt som menneskeligt. De opnår større resultater ved at kæmpe som et hold, og det er gode erfaringer at gøre sig både på og uden for banen”, forklarer marketingansvarlig Mike Overgaard.

Et langt sejt træk

Det er et mangeårigt arbejde med talentudvikling i ungdomsrækkerne i Badmintonklubben abc Aalborg, som nu viser sig at bære frugt på seniorholdene, og det er netop derfor, at netIP har valgt at hylde klubbens mangeårige og seriøse arbejde med et symbolsk sponsorat på 5.000 kr., der kan bruges til at understøtte den videre udvikling af gode tilbud til talentfulde spillere.

”Det er en flot anerkendelse af det entusiastiske arbejde, som trænere og spillere har udvist i en lang årrække for at placere sig i de bedste rækker. Vi vil bruge sponsoratet til at understøtte den videre udvikling af gode tilbud til talentfulde spillere. I næste sæson drømmer vi om at kunne tilknytte en mentaltræner til klubben, ligesom en gruppe af de mest talentfulde spillere kan prøve kræfter med udenlandske turneringer”, fortæller formand Jacob Tovgaard fra Badmintonklubben abc Aalborg.

 

Læs mere i medierne:

http://vejgaardavis.dk/uventet-fjer-i-hatten-til-badmintonklub/

Support